Heldigvis skete der det, at der kom en ny vejledningslov i 2004, som åbnede markedet for IT-systemer til de nye UU-centre, som skulle dannes. Dette betød, at der var en chance for at sælge noget. Indtil nu havde det været særdeles vanskeligt at sælge nye programmer til kommunerne, og vi blev næsten konstant mindet om, at vi blot var et lille firma og kunne man nu regne med, at vi var solide nok til, at kommunen kunne regne med os. Jeg var dog ikke helt overbevist om, at vores koncept kunne holde, så jeg blev vikar i folkeskolen og læste også parallelt et sidefag i dansk, så jeg havde en chance for at søge om pædagogikum. Det viste sig dog, at UU-centrene blev vores redningsplanke. Lars Ole og jeg tog på turne med UVvej og forsøgte at sælge det til de nye kommende UU-centre. Dette betød, at vi de første år fik kontrakt med 13 UU-centre. På dette tidspunkt var det dog stadigvæk tvivlsomt, om det var bæredygtigt, for vi skulle investere ganske meget i etablering af serversetup, køb af data fra Folkeregistret og vi fik også brug for kontorlokaler; ligesom vi alle tre måtte optage et banklån for at indkøbe det fornødne udstyr.
Jeg husker opstarten af UU-centrene d. 1. august 2004 som en meget hektisk periode. Vi skulle lære en masse nye ting og pludselig blev vi involveret i opsætninger og installationer på et utal af skoler. Næsten alt support gik direkte ind på min mobiltelefon, som nærmest ringede konstant fra kl. 7-16 hver dag. Aftenerne brugte Henrik og jeg på at udvikle og implementere mange af de funktioner, som programmerne ikke havde. I det første år kørte jeg primært butikken fra Åstrupvej i Hjørring. Efterfølgende fik Henrik arrangeret det således, at han kunne gå på nedsat tid på skolen.